2. Sandheden ligger i naturens love

Jeg ville basere min søgen efter sygdommes oprindelse på noget, der er absolut pålideligt og ubestrideligt. For at kunne gøre dette, havde jeg brug for en klar målestok. Generelt er der to typer information, som mennesker kan opfatte.

1. På den ene side er der information, som er selvforklarende. Den beviser sig selv og kræver ingen fortolkning. Denne type information omfatter objekter, strukturer, funktioner og midler. For eksempel er det entydigt og selvforklarende, hvornår vand fryser. Naturlovene beviser sig selv. Alle disse objektive informationer læres, fordi de er sande. Det er ikke nødvendigt at teste dem specifikt.

2. Der er også information, som skal fortolkes. Det gælder billeder, ord, bevægelser og handlinger. Når jeg fx læser en bog eller en undersøgelse eller foretager observationer, kan disse forstås på forskellige måder. Det er derfor nødvendigt at fortolke for at afgøre, om udsagn er sande, og om de opfylder den enkeltes behov for sandhed. Mennesker tror og accepterer kun information, hvis de opfatter den som sandhed. Information, der betragtes som usand, tages ikke ind. Vi tager den til efterretning, men vi orienterer os ikke efter dem.

Sandhed er grundlaget for ethvert menneskes eksistens. Mennesket kan ikke, og det er ikke et spørgsmål om vilje, acceptere information, som det ikke tror er sand. En løgn kan accepteres, hvis den opfattes som sandhed. Derfor er der behov for en absolut og uforanderlig standard, som kan anvendes til evaluering af information, så vi kan vide med sikkerhed, om den er sand eller ej. Der kan selvfølgelig også anvendes en foranderlig, bevægelig standard, men så bliver konklusionen usikker og kan medføre store vanskeligheder. Jeg vil senere gå mere i detaljer omkring, hvordan information registreres.

Inden da går vi yderligere i dybden med de to standarder:

1. Den objektive standard: Noget uforanderligt, som ikke kan ændres.

1. Naturens grundlæggende lov om årsag og virkning, som under ingen omstændigheder kan ændres.
2. Et elements opbygning, struktur, rækkefølgen af bestanddele i en enhed.
3. Et elements funktion er fastlagt på forhånd og relaterer sig til designet.
4. Ethvert elements og levende væsens grundlæggende behov er på forhånd fastlagte og uforanderlige.

2. Den subjektive standard: Noget foranderligt, som ikke altid forbliver konstant.

1. Sprog og grammatik varierer fra kultur til kultur.
2. Eksperterne, forskerne, den enes eller den andens mening.
3. Eksisterende forhåndsviden, som man allerede tror er sand.

I forhold til mennesker giver det kun mening at anvende den objektive standart, når årsagen til sygdom skal findes. Da liv og sundhed hører ind under den objektive kategori, bør der ikke anvendes en variabel standard. Hvis man anvender faste, uforanderlige standarder som meter og kilo, når man bygger et hus, så er det i endnu højere grad relevant, når det drejer sig om noget meget vigtigere, nemlig ens eget liv.

Så hvad er det, jeg har brugt som udgangspunkt i mine studier? Den grundlæggende lov om årsag og virkning og viden om mennesket som væsen - dets struktur, funktioner og grundlæggende behov. Mine konklusioner i denne bog er baseret på disse uforanderlige kendsgerninger.

Naturens "grundlov"
Universet er ufatteligt stort. Alligevel kan vi ud fra det, vi erfarer via vores sanser, forstå dets generelle principper. Jeg har fundet en sammenhæng, som jeg kalder "universets grundlov." Alle elementer i mikrokosmos og makrokosmos kan kun fungere under denne lov. Den består af to enkle og letforståelige principper. Den siger, at intet eksisterer eller fungerer af sig selv, og intet er skabt for sig selv (til egen fordel).

Den venstre side Intet kan eksistere eller fungere af sig selv beskriver en uundgåelig, altid tilstedeværende afhængighed af andre ting eller mennesker. Et simpelt eksempel er en tablet, som ikke kan fungere uden elektricitet. Den elektriske strøm, der anvendes, er derved årsagen til funktionen. Højresiden Intet kan gøre noget for sig selv repræsenterer effekten, som aldrig omhandler selve kanalen. Tabletten i eksemplet udfører en bestemt tjeneste, men den er der ikke for sin egen skyld og kan ikke gøre noget for sin egen skyld.

Det følger af disse to principper, at ethvert element helt ned på det mindste niveau fungerer som en kanal med et input og et output. Det skal "tage" et stof som fx energi ved indgangen, bruge det og "give" det tilbage i en modificeret form ved udgangen. En kanal må ikke blokeres, for så forstyrres eller afsluttes dens funktion.

Mennesket som helhed kan også meget passende beskrives som en kanal. Det består af mange enkeltelementer, som hver især fungerer som en mindre kanal. En sygdom er en virkning, og som læge er jeg nødt til at finde ud af, hvor årsagen ligger. Ifølge den grundlæggende lov kan ingen virkning opstå uden en årsag. Det er et enkelt, men vigtigt princip, som ikke må glemmes.

Et andet afgørende aspekt af den grundlæggende lov er, at årsag og virkning aldrig kan være det samme. Årsag og virkning falder ikke sammen. Det sted, hvor et element tager energi fra, kan det ikke også sende det videre til. Adskillelsen af årsag og virkning viser sig ved, at output og input i en kanal altid befinder sig i hver sin ende, adskilt fra hinanden. En årsag kan derfor ikke blive til en virkning. Noget, der forårsager sygdommen, kan ikke være selve sygdommen. Hvis årsagen kunne falde sammen med virkningen, så kunne det, der forårsager sygdommen, også være selve sygdommen. Dette er ikke muligt.

Noget, der nogle gange fører til den fejlagtige konklusion, at årsagen kan være en virkning, er at overse det faktum, at kanalerne findes i forlængelse af hinanden, og i et fælles system er en kanal afhængig af, at den foregående kanal fungerer korrekt. Hvis en kanal er blokeret, har det en effekt på hele systemet. Hvis en kanal, fx mavesækken, kun delvist kan optage mad, påvirker det alle de efterfølgende kanaler i kroppen. Hvis mavesækken kun kan optage en lille mængde ved indløbet, giver den naturligvis kun en lille mængde videre ved udløbet. Nu kan man sige, at den reducerede tilførsel fra mavesækken er årsagen til de andre mangler i kroppen. Så er spørgsmålet dog stadig, hvorfor mavesækken er svækket. Hvor er begyndelsen på den proces, der efterfølgende påvirker hele kroppen?

Et andet eksempel på, hvordan årsag og virkning altid er forskellige i en kanal, er en kæde af dominobrikker. De er stillet op bag hinanden, og når den første domino skubbes, falder de en efter en. Den første dominobrik optager energien (årsagen), og giver den videre ved at vælte (virkningen). Hvis den står tæt på en anden brik, overtager denne energien og giver den videre. Hver kanal gør det samme. De tager fra den forrige og giver videre til den næste, og sådan kan det fortsætte i det uendelige, hvis der var uendeligt mange brikker på række. Energien går ikke tabt, den bliver bare omdannet. Set som en enkelt kanal "gør" hver dominobrik det samme. Den tager og giver. Der, hvor den tager, giver den ikke noget tilbage. Den giver et andet sted, til den følgende dominobrik, og dette er uforanderligt. Årsagen findes dér, hvor den første dominobrik absorberer energien. Det var altså meget vigtigt for mig at finde frem til det sted i mennesket, hvor energien absorberes, og hvor den første kanal aktiveres.

Da alt grundlæggende er opbygget som en kanal, er det logisk, at alt i et system kun kan fungere i en cyklus. Hvis man ser på vores solsystem, bliver det hurtigt klart, at alle elementer i en cyklus er indbyrdes afhængige. Solen, månen, jorden og planeterne er indbyrdes afhængige. På jorden kan den gensidige afhængighed mellem alle levende væsener og elementer observeres i form af økosystemet. Cyklusprincippet er allestedsnærværende fx i luften i form at vinde oppe i store højder eller i havstrømmene.

Det bemærkelsesværdige ved cyklusserne er, at de slutter, hvor de begynder. Et interessant eksempel er vandets cyklus, som begynder i havet og slutter der. På sin lange rejse gennem dette kredsløb er vand grundlaget for menneskers, planters og dyrs mangfoldige liv. Vi har også mange cyklusser i vores krop, fx blodets cyklus, som begynder i hjertet og slutter der igen.

Hver kanal er funktionelt designet til at videregive alt, hvad den har absorberet. Hvad ville der ske, hvis maven beholdt en lille del af maden for sig selv? Vi ville dø, i hvert fald efter et stykke tid. Hvor meget ilt beholder lungerne for sig selv under vejrtrækningen? Intet, for i sunde lunger sendes al ilten videre til blodet. Loven og designet tillader ikke andet. Princippet gælder generelt, også for den enkelte celle. Naturen fungerer efter enkle, smukke og letforståelige principper, som kan genkendes, hvis man ser godt efter.