8. Løgnen som vores konstante ledsager

Da jeg begyndte at tale med mine patienter, gik det op for mig, at de alle havde den samme overbevisning: Jeg har brug for at blive elsket. Tilsyneladende tror folk, at det at blive elsket vil opfylde deres behov. Alle mine patienters historier drejer sig på en eller anden måde om kærlighed, men altid om den samme tanke: Jeg er ikke elsket.

I det følgende vil jeg beskrive nogle eksempler fra det virkelige liv, som illustrerer forventningen om at blive elsket.

Case 6

En ung kvindelig patient havde ikke været i stand til at synke eller spise i tre dage. Jeg kunne dog ikke konstatere nogle fysiske abnormiteter. Kvinden havde været gift i to år. Hendes store problem var hendes mands sparsommelighed. Først ville han ikke på bryllupsrejse, men det lykkedes hende at overtale ham. Da den unge kvinde havde gjort sig fin på hotellet om aftenen og ventede på, at hendes mand skulle invitere hende på middag, sagde han: "Kom, lad og gå i supermarkedet og købe noget at spise." Det er ikke så romantisk, vel?

Kvinden er altså gift med en nærig mand, der sparer, hvor han kan. Mens hun stadig var på bryllupsrejse, forsøgte hun at begå selvmord i hotellets pool. Der var sket noget igen før hendes besøg hos mig, som viste, at hendes mand ikke havde forandret sig i løbet af de sidste to år.

Alle menneskers problemer stammer fra det faktum, at de tror, andre ikke elsker dem. Hvorfor bliver en mor vred, når hendes søn ikke tager opvasken? Er moren irriteret, fordi hun ikke kan tage opvasken? Hun har gjort det i mange år. Hun bliver irriteret, fordi hun ubevidst tror, at hendes søn ikke elsker og værdsætter hende, fordi han ellers ikke ville lade hende tage opvasken. Næsten alle bøger om parforhold siger: "Du har brug for at blive elsket, man må give og modtage." Denne løgn, at en anden skal være der for os og opfylde vores behov, følger os gennem hele livet og gør det vanskeligt for os.

Denne fejl baner vej for en anden løgn: "Andre må ikke gøre noget forkert mod mig." Det betyder, at andre ikke må lyve for mig, snyde mig, slå mig, stjæle fra mig osv. Jeg havde et bemærkelsesværdigt tilfælde af denne kategori i min praksis.

Case 7

En patient var meget vred på sin mand, fordi hun vidste, at han havde en affære. Hun havde gentagne gange beskyldt ham for det, og han havde altid benægtet det, indtil han en dag indrømmede affæren og ønskede at blive separeret. Patienten var mindre irriteret over, at han så en anden, end at han havde løjet for hende i så lang tid. Jeg spurgte hende: "Hvem er du, siden din mand skylder dig ærlighed?"

Eller generelt: Hvem er jeg, at nogen skylder mig noget? Kan andre lyve for mig og snyde mig? Kan de slå mig eller stjæle noget fra mig? Ja, det må de gerne, selv om de helt sikkert bryder statens love. I det øjeblik jeg ikke kan udholde andres handlinger, dvs. når jeg fratager andre retten til at gøre, hvad de vil, sætter jeg mig selv i fængsel, og så har jeg det ikke godt.

To enkle spørgsmål gør det klart, hvor ulogisk vores vurdering af andre menneskers kærlighed er. Når jeg spørger mine patienter: "Kan nogen tænke for dig?", svarer de alle korrekt: "Nej."

Hvis man stiller spørgsmålet på en lidt anden måde: "Har du brug for at blive elsket af nogen?", svarer alle "Ja!" Det er ikke logisk. Hvis jeg virkelig har brug for at blive elsket af en anden, så må en anden være i stand til at tænke kærlige tanker for mig. Mine patienters svar på det, der faktisk er det samme spørgsmål, er selvmodsigende. Folk er ofte slet ikke bevidste om, hvor selvmodsigende deres syn på andre menneskers tanker er.

Hvorfor ønsker alle at blive elsket? Og hvorfor er alle overbeviste om, at det påvirker dem som voksne, at deres mor ikke elskede dem som barn?

En patient på over 40 år trak sig tilbage, da jeg forsøgte at kigge ham i ørerne. Jeg spurgte ham, hvorfor han var så bange. Manden svarede: "Fordi mine forældre ikke elskede mig!" Er vi virkelig bange, når vi er 40, fordi vi ikke blev elsket af vores forældre? Vi er ikke klar over, at det, andre gør eller ikke gør, ikke har betydning for opfyldelsen af vores behov. Kun det, vi selv gør, er afgørende i forhold til vores behov og for vores liv.

Tanken om, at jeg skal elskes for at få mine åndelige behov opfyldt, er en løgn, simpelthen fordi det ikke er muligt. Ingen kan opfylde et andet menneskes fysiske eller åndelige behov. Vores krop afslører dette selvbedrag gennem negative følelser og sygdom.

Kroppen er det bedste middel til at se, om en tanke er løgn eller sandhed. Man kan ikke lyve for kroppen. Den reagerer med tolerance, men der er ikke noget alternativ til selve reaktionen. Vores krop har blandt andet brug for elektricitet for at fungere. Denne strøm udløses af den menneskelige ånd, men ånden har også sine egne behov, som den først må tilfredsstille. Ånden er som udgangspunkt tom, inden den absorberer information. For at opfylde vores behov må følgende tre spørgsmål besvares: Hvem, hvordan og hvorfra?

Hvem er ansvarlig for at fylde min mave? Det er kun mig selv, der er 100% ansvarlig, idet ingen andre kan spise for mig. At spise betyder at opfylde kroppens behov for næring med det, man tidligere har taget fra naturen. Vi spiser i henhold til livets lov. Vi skal først tage for at kunne give.

Lad os nu gå til det åndelige plan. Hvem er ansvarlig for at sikre, at min ånd får nok kærlighed? Hvem er ansvarlig for at sikre, at den bliver "fyldt?" Ligesom med det fysiske behov er det 100% mig. Hvordan skal jeg gribe det an? Menneskets struktur viser os, at kærlige tanker over for vores næste er nødvendige for, at det rette flow i kroppen genereres. Denne information skal dog først tages ind, for at den kan gives videre.

Mennesket ser ikke i sin sind, at der er to handlinger i det at elske. De tror, at kærlighed bare er at give. I virkeligheden bliver det dog klart, at hvis jeg ikke kan give kærlige tanker til den anden person, fordi vedkommende ikke opfylder mine behov, ender jeg med at tage informationen fra dem og give præcis det samme tilbage, som jeg har modtaget. Hvis den anden person er disharmonisk eller vred, så bliver jeg det også. Så længe jeg tænker kærlige tanker, svarer den strøm, der udløses, til mine fysiske behov og vil ikke skade mig.

Princippet om at tage og give gælder også for en tanke. Den kærlige tanke er at give. Hvor kan jeg tage den fra på forhånd? Hvorfor kan jeg ikke bare tænke sådanne tanker om dem, der ikke elsker mig? Fordi ånden er fastlåst i den forkerte antagelse, at dens behov kun bliver tilfredsstillet, hvis den anden person giver den noget. Det betyder, at vi alle er meget fikserede på andres handlinger.

Ordene er ikke altid afgørende. Selv ord som: "Jeg elsker dig" kan føre til vrede og stress, hvis den, der siger det, slog dig i går. Hvordan har du der så, og hvordan reagerer du? Der er blevet sagt så smukke ord. Hvis ordene ikke er troværdige, reagerer man med ukærlige tanker. Der skabes derved en strømimpuls, der fremkalder en negativ følelse. Det gør det klart, at følelser ikke opstår ud fra, hvad en anden gør, men udelukkende ud fra ens egen reaktion.

Så hvorfor kan jeg (normalt) ikke reagere positivt på den anden persons negative adfærd? Hvorfor er jeg ikke i stand til at forblive objektiv, men er nødt til at blive oprørt og få det dårligt? Fordi fejlen i vores hjerter får os til ubevidst at tro, at den anden person skylder os noget, om ikke kærlighed, så i det mindste venlighed.

Tanken om at skulle elskes er ikke funktionel, idet den er lovstridig. En funktion, der vedrører mig selv, kan ikke finde sted uden for mig. Ingen kan give noget til nogen, hvis den anden ikke tager det. Vi påvirker alle sammen hinanden, men det er op til en selv, om man reagerer på den andens "karisma". Uanset om det, du får tilbudt, er godt eller dårligt, vil det ikke påvirke dig, hvis du ikke tager det.

Ifølge loven om at tage og give, er jeg nødt til at tage kærlighed et sted fra, før jeg kan give den videre. Hvis jeg ikke kan elske den person, der ikke elsker mig, bliver det tydeligt, at denne person faktisk er den, som jeg tager eller ønsker at modtage kærlighed fra. Jeg bruger vedkommende som min kilde til kærlighed.

Hvis vi forstår menneskets struktur, så giver loven os en absolut og pålidelig standard i forhold til årsag og virkning. Ud fra den fundamentale lov for alle funktioner i universet og menneskets struktur kan næsten alle ting i livet kategoriseres og forklares i henhold til, hvorfor noget sker eller ikke sker. Mennesker har den fordel, at de har evnen til at reflektere. Det gør dem i stand til at erkende ting og tænke over dem.