12. Hvem bærer tabet?¶

Tanken om at have lidt et personligt tab kan præge resten af ens liv. Jeg vil gerne beskrive dette ud fra nogle meget vanskelige tilfælde.

Case 9

I udlandet mødte jeg en ung kvinde i begyndelsen af 20'erne, som havde lidt af depression i 5 år og havde gentagne selvmordstanker. Generelt stammer selvmordstanker fra den falske identitet: "Jeg er Gud". Hvad var der sket? Fem år tidligere kontaktede en børnehaveven kvinden, som stadig var en pige på det tidspunkt. Han inviterede hende på café i byen. Han havde endda spurgt hendes forældre, om han måtte tage hende ud. Manden hentede hende i bil. Der var tre andre mænd i bilen. De stoppede undervejs, voldtog pigen og slog hende næsten ihjel. I sin dødsangst lykkedes det hende på en eller anden måde at flygte og bede om hjælp i den nærmeste landsby. Manden, som angiveligt ville hjælpe hende, tog hende med i sin bil, voldtog hende også og slog hende næsten ihjel.

Denne pige har oplevet to forfærdelige begivenheder lige efter hinanden. Er det, mændene gjorde mod hende, forkert? Det er det 100%, men hvad er årsagen til, at hun lider så meget psykisk efter 5 år? Er det stadig begivenheden, eller er det bearbejdningen af den?

Er det traumer, vi ikke kan gøre for, der gør livet svært for os? Eller er det, hvad vi tænker om traumet? Overraskende nok har mange voldtægtsofre en måde at tænke på, som er uforståelig set udefra. Den unge kvinde følte anger over, at disse forfærdelige ting var sket for hende. "Du satte dig ikke ind i bilen for at blive voldtaget," indskød jeg. Kvinden var uenig: "Nej, jeg kunne have forhindret det!" Hendes selvbebrejdelse, tanken om, at hun kunne have forhindret det, kommer fra tanken: "Jeg er Gud" eller "Jeg ved på forhånd, hvad der vil ske". Ingen ved, hvad der vil ske i fremtiden. Kvinden var dog fast overbevist om, at hun havde gjort noget forkert og derfor var blevet voldtaget.

Denne sag viser menneskets frygtelige fejlagtige tankeproces. Det er svært at vise patienterne deres fejl, når de er dybt overbeviste om, at de har ret. Ikke desto mindre er der heldigvis gode argumenter, der kan hjælpe med at afsløre fejlen. Så jeg spurgte kvinden: "Hvad gør det ved dig, at du bebrejder dig selv?" Hendes svar var: "Tanken gør mig ikke noget godt."

På dette punkt havde kvinden helt sikkert ret. Prøv selv at mærke efter, hvordan du har det, når du har tanker om skyld. Kroppen reagerer med det samme og signalerer tydeligt: Dette er en ufri og usand tanke. Dette var det første bevis på, at kvinden bearbejdede hændelsen forkert. Det andet bevis var hendes depression, forvirringen i hendes kropslige processer. Hendes lidelse beviste, at hendes dømmekraft, dvs. hendes tanker, var forkerte og ikke kunne være sande.

Kvinden er ikke ansvarlig for lovovertrædelsen. Hun bør gøre alt for at undgå at bruge denne handling mod sig selv og ødelægge sig selv som følge heraf. For at gøre dette må hun have en løsning på sit problem.

Case 10

En ældre patient havde haft en slem hoste i næsten to år. Hosten ville ikke gå væk, hverken ved vejrtrækningsøvelser eller medicin. Jeg kunne allerede høre hosten fra venteværelset. Desuden havde hun lidt af kræft i underlivet i 20 år, hvilket havde ført til en inkontinent blære i 10 år. Patienten skulle tømme sin blære hvert 30. minut. Kombinationen af hoste og inkontinens var meget belastende for hende og problemet kunne ikke løses selv efter flere operationer.

Patientens historie var som følger: Hendes mor havde aldrig rost hende. I hendes barndom og ungdom havde moren kun udnyttet hende og favoriseret hendes brødre. Hendes mor var død for 20 år siden. Det var derfor ikke længere muligt for patienten at kompensere for denne mangel på nogen måde. Nu, selv som næsten 80-årig, led hun stadig meget under, at hendes mor ikke havde rost hende. Hun havde sin mor på en liste over skyldnere.

Hvad skulle der til, for at hun kunne få det bedre? Hun skulle erkende, at hendes mor ikke skylder hende nogen ros. Det kan umiddelbart lyde meget hårdt, men hun skulle være mere end et barn, nemlig Gud, hvis hendes mor skulle rose hende. Idet jeg rådgav hende om menneskets funktion og naturens lov, forklarede jeg hende: "For at blive rask må du elske din mor og dermed befri hende for skyld. Tanken om, at din mor kun har udnyttet dig, er stressende, og din krop beviser det tydeligt."

Fordi patienten var en troende kvinde, rådede jeg hende til at bede Gud om at hjælpe hende med at ændre sit syn på moren, så hun kunne elske hende. Efter tre uger kom patienten tilbage til klinikken. Selv om hun sad længere tid i venteværelset, hørte jeg hende ikke hoste. Da hun kom ind i behandlingsrummet, erklærede hun glædestrålende: "Jeg har ikke hostet, siden jeg så dig sidst, og min blære fungerer perfekt igen." Hun havde udtrykt ønsket om kærlighed til sin mor over for Gud under sin aftenbøn, og det havde resulteret i, at hun var blevet rask.

Vores ånd er ansvarlig for, hvad der sker i vores krop. Ånden skaber problemer i kroppen, fordi den tror, at andre skylder den noget, som den absolut har brug for.

Case 11

En kvindelig patient på omkring 60 år havde fremskreden kræft. Hendes livshistorie var alt andet end behagelig. Da hun var tre år gammel, blev hun udstødt af sin mor og givet væk. Som 13-årig blev hun voldtaget af sin venindes bror. Senere giftede hun sig uden at vide det med en pædofil mand, som misbrugte deres børn. Da hun fandt ud af det, blev hun skilt fra ham, men skaden forblev i hendes ånd som et personligt tab. Der gik otte år efter skilsmissen, før hun blev syg.

Lad os sætte os i denne kvindes sted. Hun er blevet krænket mange gange. Det startede i hendes tidlige barndom. Kan de, der har gjort hende uret, gøre det godt igen? Nej, den uretfærdighed, hun har oplevet, kan ikke ændres, men hendes retfærdighedssans kræver det. Hun kan ikke slukke for sit ønske om retfærdighed. Derfor ødelægger hun sig selv på grund af sin manglende evne til at tilfredsstille sin retfærdighedssans.

Uanset hvad indholdet af en tanke måtte være, udspringer alle tanker af enten sandheden eller løgnen om en selv. Der er ikke noget midt imellem, ikke engang et neutralt område. Det er altid kun den ene løgn om os selv, der er det egentlige problem. Da alt dette foregår i underbevidstheden i et meget hurtigt tempo, er vi nødt til at sætte spørgsmålstegn ved vores måde at bearbejde tabshændelser på.

Vi vil derfor se på de grundlæggende forskelle mellem de to identiteter "Jeg er Gud" og "Jeg er en skabning".

Afhængighed:

Hvis jeg er en gud, er jeg uafhængig, fordi jeg kan producere de informationer, jeg har brug for.
Hvis jeg er en skabning, så er min ånd en kanal, og jeg er automatisk åndeligt afhængig af min skaber.

Ejerskab:

Hvis jeg er en Gud, tilhører alt mig.
Som skabning kan intet tilhøre mig.

Autonomi:

Hvis jeg er en gud, gør jeg alt fra og ud af mig selv.
Som skabning kan jeg ikke gøre noget af mig selv. Jeg giver kun, hvad jeg har taget først.

Referencepunkt:

Hvis jeg er en gud, drejer alt sig om mig.
Hvis jeg er en skabning, er der intet, der drejer sig om mig.

I slutningen af tankeprocessen er der altid kun kategorisering af gevinst eller tab. Et personligt tab kan ikke accepteres. Derfor står spørgsmålet tilbage: Findes det personlige tab virkelig, eller er det en illusion? Baseret på den destruktive effekt på kroppen hos den person, der tænker tanken om tab, sindets håbløshed og naturens lov, må personligt tab afsløres og forstås som en illusion.

Hvis nogen ikke er i stand til at bearbejde den uretfærdighed, de har oplevet, ud fra en skabnings perspektiv, forbliver de fanget i den resten af deres liv og må lide under sygdom og fysisk smerte. Jeg har talt med nogle mennesker, som stadig lider efter 40, 50 eller 60 år, hele deres liv, fordi der skete noget slemt i deres barndom. Vi har ikke noget valg. Vi er nødt til at beregne og evaluere alt, hvad vi oplever. Vi er nødt til at tænke det igennem, og vi kan ikke undgå, skjule eller udelade denne efterfølgende tænkning. Tankerne kan dog være frie, hvis jeg ved, hvilket perspektiv jeg tænker ud fra. Den, der indtager skabningens perspektiv, hvilket er sandheden om os selv, bliver fri og rask afhængigt af sygdommens sværhedsgrad.