18. Menneskets frigørelse fra dets medfødte problem

Ud fra den måde, mennesket er skabt på, er det klart, at frigørelse kun kan ske på et personligt plan. Fordi en ånd kun kan kontrollere sig selv indefra, er det kun det enkelte individ, der kan anvende det nye liv, som Gud har skabt. Det er tilgængeligt som medicin eller et middel, men kan kun absorberes af den enkelte. Hvis en person ikke modtager det gennem tro og gør det til sit liv, så er Guds skabelse af det nye liv forgæves for dem personligt.

Befrielse og forløsning fra medfødte fejl er kun mulig i samarbejde med Gud. Gud skabte midlerne, anvendelsen er op til den enkelte. Derfor er mennesket selv ansvarligt for, om det bliver befriet. Ingen kan gøre noget i mennesket, undtagen mennesket selv. Det kræver dog en vis evne til selverkendelse, bevidsthed om naturens love og erkendelse af åndelig afhængighed af Gud for at kunne gøre det.

Jeg vil gerne forklare processen med at tage imod det nye liv gennem tro ud fra min personlige erfaring.

Lige siden jeg var barn, har jeg haft en idé om, at det at have en lykkelig familie ville være meningen med livet. Derfor blev jeg gift i en ung alder for at få denne drøm til at gå i opfyldelse hurtigt. Tingene udviklede sig dog anderledes end forventet.

Mit største åndelige behov er harmoni. Jeg havde derfor en ret høj forventning til min kone om, at hun skulle opfylde dette ønske. Der var hovedsageligt tre behov, som jeg forventede, at min kone skulle opfylde:

1. Jeg ville have, at hun skulle forstå mig. Hun skulle forstå mine inderste følelser og reagere på dem.

3. Jeg ville gerne have, at hun lyttede til mig når jeg havde noget at sige. Hun vidste dog allerede alting bedre, og jeg fik ikke mulighed for at tale.

3. Jeg havde det ekstraordinære ønske, at hun skulle smile om morgenen, når hun vågnede. Som en person med behov for harmoni levede jeg af hendes smil.

I mit hjertes vildfarelse virkede det naturligt for mig, at min kone skulle opfylde disse behov. Da mine forventninger ikke blev opfyldt, var jeg ulykkelig i forholdet. Da jeg voksede op som kristen, havde jeg lært, at man ikke bare forlader et ægteskab efter forgodtbefindende. Det gælder for livet. Derfor affandt jeg mig med situationen uden at acceptere det indadtil.

Når man er ulykkelig, forsøger man at tilfredsstille sine behov på andre måder. Det var sådan, jeg blev afhængig af film, internet og sport. Jo mere utilfreds jeg var med min kone, jo stærkere blev afhængigheden.

Samtidig var jeg meget aktiv i mit kirkesamfund, fordi jeg siden barndommen havde ønsket at blive præst. Jeg involverede mig, hvor jeg kunne, uden at indse, at disse aktiviteter også bare var et forsøg på at opfylde formålet med mit liv. Jeg fandt ingen tilfredsstillelse nogen steder. Mit job som læge på klinikken, mine aktiviteter i kirkesamfundet, hjemme hos min familie - intet af det opfyldte mine behov. Mine forventninger til omgivelserne blev ikke indfriet. Jeg havde ingen idé om, hvorfor jeg var så ulykkelig, drevet og rastløs.

I slutningen af 2002, efter at jeg havde afsluttet mit speciale, kom jeg til den konklusion, at jeg havde brug for en pause og besluttede at tage et sabbatsår. Jeg ville gerne forbedre min familiesituation, så jeg kunne fortsætte mit ægteskab.

For at give et klarere billede af vores familie i slutningen af 2002 skal endnu et aspekt nævnes. I 1998 blev en familie med 6 børn opløst i vores sogn. Spørgsmålet opstod, hvad der skulle ske med de efterladte børn i alderen 7-17 år. Under Guds vejledning besluttede vi hurtigt at tage børnene ind i vores familie og blev plejeforældre til 6 børn. Denne situation var stressende, men meget tilfredsstillende for mig. Jeg elskede børnene og brugte en masse tid på at lave alle mulige aktiviteter med dem.

Selv om den nye situation var berigende, gjorde den mig stadig ikke lykkelig. Drømmen om en kone, der ville gøre mig lykkelig, var konstant i mine tanker. Fordi jeg ikke ville opgive børnene, tog jeg dette år fri i slutningen af 2002. Jeg ville bruge alle de midler, jeg havde til rådighed, for at være lykkelig i familien. Jeg besluttede mig for at være mere lydhør over for min kone, så hun ville ændre sig, og vi kunne fortsætte som familie.

Planen fungerede dog ikke. Efter de første par måneder af 2003 kom jeg til den konklusion, at jeg ikke kunne ændre min kone. Ifølge de ideer, jeg havde på det tidspunkt, havde jeg ikke andet valg end at lade mig skille og lede efter en anden kvinde, der kunne gøre mig lykkelig. I min nød var jeg også parat til at opgive plejebørnene bare for endelig at blive lykkelig. Jeg var 39 år på det tidspunkt og tænkte, at hvis jeg ikke gjorde det nu, ville jeg være ulykkelig resten af mit liv.

Jeg lagde en ny plan om at vi skulle gå fra hinanden i slutningen af skoleåret. Jeg opsagde lejekontrakten for det hus, hvor vi boede med børnene. Børnene, som stadig var mindreårige, ville flytte ind hos deres mor, jeg ville flytte ind hos min mor, og min kone kunne også flytte ind hos sine forældre. Der ville således blive taget hånd om alle, og de ville have haft et sted at bo.

Allerede før planen om at gå fra hinanden blev truffet i sommeren 2003, havde vi planlagt en rejse til USA for at besøge en familie, hvor parret desuden var ægteskabsrådgivere. Rejsen var bestilt, og selv om min beslutning om, at vi skulle gå fra hinanden var truffet, fløj vi til den aftalte dato. Efter en ca. 3-timers ægteskabsrådgivningssamtale den 1. juni 2003, hvor jeg stod fast på min holdning og ikke ønskede at indgå i en forsoning, fik jeg en tanke: "Hvis du vil holde mine bud, vil jeg opfylde dine behov."

Det var en usædvanlig tanke, som i første omgang gjorde mig glad, da jeg blev stillet i udsigt, at jeg kunne blive lykkelig. Da jeg tænkte nærmere over det indså jeg betingelsen for at få tilfredsstillet mine behov: "Hold budene." Som kristen kendte jeg de 10 bud fra min barndom, og i mit tilfælde gjaldt det 7. bud, som sagde, at jeg ikke måtte bryde ægteskabet.

Jeg argumenterede i mit hoved for, at jeg havde været trofast i familien i 20 år, i hvert fald fysisk, men ikke havde været lykkelig. Nu skulle jeg så blive i familien, så jeg kunne blive lykkelig? Jeg forstod det ikke, og derfor holdt jeg op med at tænke på det.

En uge senere sad vi sammen med ægteskabsrådgiverfamilien for at sige farvel. Vi var 10 personer i et rum sammen, min kone og jeg med tre af vores plejebørn på 14, 16 og 18 år og familien med deres tre børn på samme alder. Det var meningen, at det skulle være en kort stund, hvor vi sagde tak for vores tid sammen. Under samtalen vendte familiefaren sig pludselig mod mig og spurgte: "Er du fast besluttet..." Da jeg hørte de ord, var jeg sikker på, at han ville spørge mig, om jeg var fast besluttet på at blive skilt fra familien, for det havde jeg givet klart udtryk for indtil da. Uden at vente på resten af spørgsmålet svarede jeg højt og tydeligt med et "ja!", men han spurgte om det modsatte: "Er du fast besluttet på at blive hos din familie?" Mit høje og klare "ja" kunne ikke ignoreres. Børnene og jeg var forbavsede, fordi de vidste, at jeg var fast besluttet på at blive skilt, ikke på at blive. Jeg var havnet i et dilemma, som jeg havde brug for en løsning på. Jeg havde sagt ja til noget, jeg slet ikke mente.

Mine eneste muligheder var enten straks at trække mit "ja" tilbage eller at stå ved det. Jeg ved ikke, hvad der motiverede mig til at sige ja til at blive hos familien, men jeg gjorde det inderst inde. I det øjeblik blev Guds løfte om, at mine behov ville blive tilgodeset, hvis jeg blev hos familien, opfyldt.

Jeg kan ikke forklare, hvordan det skete, men min store sult efter at blive elsket af en kvinde var væk. Min rastløshed og min uro forsvandt med det samme. Jeg fik en indre fred, som ikke har forladt mig siden. Alle de afhængigheder, som jeg havde kæmpet imod uden held indtil da, var væk. Den dag i dag, mere end 20 år senere, er de ikke dukket op igen.

Oplevelsen var så speciel, at jeg ikke rigtig kan beskrive den. Hele mit indre liv var blevet forandret, jeg var blevet befriet fra et indre fængsel. Min krop reagerede også, og jeg blev helbredt for årtiers rygsmerter. Min migræne, som jeg havde haft siden jeg var 15 år, har været forsvundet siden da.

Jeg betragter denne oplevelse som udvekslingen af liv. Jeg opgav mit gamle liv, som var præget af den misforståelse, at et andet menneske skulle gøre mig lykkelig, og modtog det nye liv, som Gud har skabt i sin søn, i mit hjerte. Det forbandt mig med kilden til kærlighed og fred, så mine behov kunne blive opfyldt.

I tiden før denne oplevelse var jeg indimellem meget i tvivl om, hvorvidt Gud virkelig eksisterede eller ej. Jeg kunne ikke forstå ham og undrede mig nogle gange over, hvor han var. Denne oplevelse gav mig en klar indikation af, at han eksisterer og er kilden til al lykke.

For endeligt at fjerne min tvivl har han også givet mig uigendrivelige beviser på sin eksistens i løbet af de tyve år, jeg har arbejdet i min lægepraksis. Menneskets åndelige længsel efter kærlighed, frihed, retfærdighed, sikkerhed osv. kan kun opfyldes af ham og fra ham. Opfyldelsen af vores åndelige behov sker bestemt ikke via eller gennem andre mennesker eller noget sted i naturen. På den anden side er det umuligt, at vi skulle have åbenlyse behov, uden at der findes en kilde til at få dem opfyldt. Gud har indrettet det sådan, at han alene kan opfylde menneskets åndelige behov.