Gå til indholdet

7. Hvordan opstår sygdom?

Jeg vil fortælle om det tilfælde, der lærte mig princippet om, hvordan sygdom opstår. Jeg har kunnet observere det samme igen og igen hos alle efterfølgende patienter og har ikke fundet noget andet mønster.

Case 5

En patient i begyndelsen af 30'erne havde i 14 dage en svær, vedvarende hovedpine, som ikke forsvandt, selv om hun tog smertestillende medicin. Hun var blevet behandlet ved sin læge for denne hovedpine uden held, hvorefter han henviste hende til mig for at udelukke en bihuleinfektion. Jeg undersøgte patienten grundigt, men fandt intet unormalt. Da kvinden så meget forpint ud, tænkte jeg på en hjernetumor eller en hjerneblødning. CT-scanningen af hovedet, som blev foretaget samme dag, viste intet unormalt.

Kvindens smerter var i første omgang uforklarlige. Hun havde ikke fået noget hovedtraume eller været udsat for anden fysisk påvirkning. Var hendes smerter bare noget, hun bildte sig ind? Man kan selvfølgelig ikke se smerte, men man kan visualisere den i en funktionel MR-scanning ved at identificere aktiverede områder i hjernen. Vi ved, at folk føler smerte, når der opstår bestemte aktiveringsmønstre1. Smerte er en kemisk reaktion fra det limbiske system, som signalerer smerte til hjernen i hjernebarken.

Hvad skulle jeg stille op med kvinden? Hendes klager over alvorlige smerter var troværdige. Smerter er ikke noget, man bilder sig ind. Fantasien kan fremstille dem, men hvis de er der, er de fysiologisk forståelige. Dette kan jeg bekræfte ud fra min egen erfaring. Da jeg under mit medicinstudie deltog i en morgenforelæsning om livsfaren ved blindtarmsbetændelse, begyndte jeg at føle smerter i blindtarmsregionen omkring midnat samme dag. Jeg frygtede, at jeg skulle dø, og tog straks på skadestuen, hvor jeg blev indlagt. Efter at være blevet undersøgt over to dage for blindtarmsbetændelse, fjernede de den for en sikkerheds skyld. Det viste sig, at den ikke var betændt.

Case 5 fortsat:

Da der ikke var nogen fysisk årsag til smerterne, var der kun den åndelige komponent tilbage. Jeg spurgte, om der var sket noget for 14 dage siden, som havde påvirket patienten. Kvinden sagde så: "For 14 dage siden fandt jeg ud af, at min kæreste havde været mig utro." Forholdet havde stået på i et år, og hun havde ofret meget, da hun var flyttet langt væk for at komme hen til ham. Hun havde efterladt sine familiemedlemmer for at bo sammen med ham. Nu fandt hun ud af, at han havde været hende utro.

Behovet for troskab er dybt forankret i vores ånd, og utroskab harmonerer ikke med dette. Da vi er bestemt af vores behov, reagerer vi automatisk på et anti-behov med afvisning. Det gjorde denne kvinde også. Det, der interesserede mig, var imidlertid, hvilken tankegang der førte til hovedpinen. Så jeg spurgte hende, hvilke tanker hun havde om sin kæreste, før hun hørte nyheden, og hvad hendes tanker var bagefter. Hun havde kun kærlige tanker om ham inden. Kærlige tanker er dybest set frie tanker, dvs. de opfylder vores åndelige behov. Enhver fri tanke fører til beslutninger, som udløser en elektrisk impuls, der er gavnlig for kroppen og forårsager en positiv følelse i det limbiske system. Dette er den fysiske bekræftelse af, at den elektriske impuls var gavnlig for kroppen, og giver ånden informationen: Bliv ved! Kærlig tænkning kan ikke udløse lidelse og derfor heller ingen sygdom i kroppen.

Kvinden får så den dårlige nyhed om sin kærestes utroskab. Denne information krænker åndens behov for troskab, sandfærdighed og retfærdighed. Hvis manden er utro, er han ikke bare utro og uærlig, han begår også en uretfærdighed. Hvordan reagerer kvinden på utroskaben? Hun føler sig skuffet, er såret og har tanker om hævn.

Disse negative tanker skaber en elektrisk impuls, som tydeligvis skader kroppen. Det er de ufrie tanker, som ånden tænker og blokerer sig selv med. Når ånden tager sig selv til fange, træffer den beslutninger, der ikke stemmer overens med kroppens behov. De ufrie tanker udløser en elektrisk impuls, der er skadelig for kroppen. Denne falske drivkraft fører til skader på hjernen og alle andre organer, der er forbundet med den. For at opsummere: Negative og ufrie tanker fører altid til en strøm, der ikke passer til kroppens behov, og som skader kroppen i større eller mindre grad2.

Generelt får mennesket problemer, når nogen gør noget, der ikke opfylder dets behov. Dette anti-behov tages som en tilskyndelse til at handle imod det. Da den anden person (normalt) ikke kan ændres, er denne bestræbelse en tilfangetagelse af selvet. Jo mere man holder fast i disse ufrie tanker, jo mere formerer de sig, og der opstår yderligere uløselige problemer i sindet (ånden). Patienten var fanget af endnu en tanke, som havde plaget hende i 14 dage: "Jeg ville gerne beholde min kæreste, hvis jeg kunne være sikker på, at han aldrig ville være mig utro igen." Det sætter hende i en umulig situation, for hvor er garantien for, at hendes kæreste vil være trofast i fremtiden? Hun ved godt selv, at der ikke er en sådan garanti, men hun holder stadig fast i sin kæreste og ville tvinge ham til at være trofast, hvis det var muligt. Denne tvang i hende selv forårsager hovedpine.

Nu opstår spørgsmålet om årsagen til vores relationer. Hvorfor indgår vi i dem? Den generelle opfattelse er, at vi har brug for vores medmennesker, for at de kan opfylde vores åndelige behov. Denne patient mener også, at hun har brug for kæresten, for at han kan opfylde hendes åndelige behov. Hun tror, at han kan opfylde hendes behov for kærlighed, loyalitet og tryghed. Derfor har hun valgt ham og bor sammen med ham. Kan hendes kæreste overhovedet opfylde hendes behov? Er hendes ønske realistisk? Giver naturloven mulighed for, at den ene drikker, spiser eller tænker for den anden?

Som jeg har set igen og igen, reagerer alle mod sig selv, når en anden gør noget, der er i modstrid med deres åndelige behov. De skader sig selv uden at vide det og uden at ville det. Det er også tilfældet med denne patient. Hun tager sig selv mentalt til fange og producerer sin egen hovedpine, fordi hun er overbevist om, at hendes kæreste skylder hende troskab. Jeg var enig med hende, indtil jeg indså, at hendes ånd skadede hendes krop med dette krav, og at naturloven ikke tillader det, hun ønsker. Det var først efter at have undersøgt det hele nærmere, at jeg indså, at jeg havde tænkt forkert.

Som læge har jeg det udgangspunkt, at man ikke bør gøre noget ved kroppen, der skader den. Hvis jeg giver kroppen den forkerte mad, vil den reagere negativt. Hvis kroppen reagerer negativt på mine tanker, kan de ikke være rigtige. Så må jeg ændre disse tanker, ligesom jeg ville gøre, hvis det var mad, der var skadelig for kroppen.

Hvori består da den fejlagtige tanke, som jeg efterfølgende var i stand til at genkende hos alle patienter? Den består i et ubevist selvbedrag, der altså ikke betragtes som en løgn. Denne tanke er fælles for alle, og alle er derfor deres egen fjende og ødelægger sig selv, når deres nærmeste, deres omsorgspersoner, ikke gør, hvad de burde, eller når de dør. Dette ubeviste selvbedrag ville være forblevet ukendt for mig, hvis jeg ikke havde anvendt sygdom og naturloven som målestok.

  1. Kröner-Herwig, B. et al, (2011): Schmerzpsychotherapie: (7th ed.) Springer, s. 6 ↩

  2. Tanker når knoglemarven som en impuls via det limbiske system som det næste punkt i det menneskelige kredsløb. Selv den vise Salomon skrev, at et uroligt sind får knoglerne til at visne (Ordsprogene 17,22). Han vidste, at alle fysiske sygdomme kommer fra knoglemarven. Det er her, blodet produceres, dvs. alle antistoffer og forsvarsceller. Alt, hvad der foregår i knoglemarven, sker på åndens befaling. Knoglemarvens aktivitet påvirker funktionen af alle andre organer i kroppen. Materielle elementer som luft, vand og mad kommer først ind i menneskets funktionscyklus via lunger, mave osv. efter tankerne. Ved menneskets begyndelse er kærlighed et åndeligt element, ikke kemi. Fra organerne strømmer informationerne tilbage til det limbiske system, derefter til hjernebarken og derfra til ånden, hvilket fuldender menneskets funktionelle cyklus. ↩