17. Tilvejebringelsen af det nye liv med den nye identitet¶
Fordi selvbedraget opstår i menneskets ånd, kan det kun løses i ånden. Da mennesket ikke længere var i stand til at gøre det selv, fandt Gud en måde at hjælpe det på. Gud har skabt sindet på en sådan måde, at han ikke kan kontrollere det udefra. Ånden må binde sig til kærlighedens kilde indefra gennem tillid. I sin fejl-tilstand kan den menneskelige ånd imidlertid ikke længere gøre dette, hvilket er grunden til, at Gud selv måtte undfange et menneske ud af Adams liv.
Den eneste måde, hvorpå der kunne skabes en udvej for mennesket, var ved at Jesus via Helligånden blev undfanget i Maria. I overensstemmelse med arveloven arvede Jesus sandheden om sig selv, sin sande identitet, "jeg er søn af Faderen", ved at blive undfanget af Faderen. Gennem sandheden om sig selv bandt embryoet sig til Gud. Hermed blev den forhindring overvundet, som et barn med en jordisk far aldrig kunne have overvundet. Manden, Jesus, var forbundet med sin far. Han havde den rette fysiologiske tilknytning.
I overensstemmelse med arveloven arvede Jesus også fejlen fra sin mor Maria. Han brugte dog aldrig denne falske identitet, men var nødt til at destruere den i sig selv. I løbet af sin tid på jorden måtte Jesus modstå fristelsen til at ville være Gud i sin eksistens som menneske, selv om han var Gud i baggrunden. Det faktum, at Jesus eksisterede som Gud fra evighed af, er vigtigt at forstå. Jesus dækkede sin guddommelighed med menneskelighed som en klædning. På den måde var hans menneskelighed synlig og hans guddommelighed skjult. Det gør Jesus til Guds søn på den ene side og menneskesøn fra Marias side og dermed fra Adam.
Jesus levede på jorden i 33 ½ år. Han blev gentagne gange provokeret til at gøre ting, som hans identitet som Guds barn ikke tillod.1 Hvis han havde givet efter for de mange angreb og vildledende manøvrer, ville det have været ved at betvivle sin sande identitet. Dette var en reel mulighed, og formålet med alle fristelserne var at forhindre menneskets forløsning.2 Jesus satte dog aldrig spørgsmålstegn ved sin identitet som barn af sin himmelske Far. Derfor kunne ingen friste ham til at gøre noget forkert. Jesus forblev forbundet til sin far, indtil han opgav sin ånd på korset.
Det var Jesu mission at afsløre og bekæmpe fejlen i menneskets ånd via sin forbindelse til og samarbejde med Faderen. Jesus fjernede den syndige natur, den falske identitet, i sig selv. Den blev helt fjernet, da han råbte på korset: "Det er fuldbragt!" (Johannes 19,30). Nu var Adam, den mand, som vi alle nedstammer fra, befriet fra den syndige natur.
Det stoppede dog ikke der. Hele mennesket måtte dø, for kød og blod kan ikke arve Guds rige. Adams liv var dødt på grund af hans ene synd. Mennesket kan ikke længere binde sig til Gud og er derfor ikke længere i stand til at bevare sit liv. Ikke desto mindre eksisterer mennesket udelukkende ved Guds nåde og kun i en begrænset periode for at give den enkelte mulighed for at komme ud af det gamle liv.
Ved at gå ind i Adams liv, som alle mennesker lever fra, og ødelægge årsagen til synd (fejlen "Jeg er Gud") i sig selv, tog Jesus hele verdens synder på sig for at dømme dem retfærdigt som dommer. Jesus bar synderne fra alle mennesker, der nogensinde har eksisteret, og døde som sejrherre over årsagen til synd og dens konsekvens. For at dette kunne ske, måtte Adams liv komme til en endelig afslutning, så det ikke eksisterede længere. Derfor måtte Kristus lade hele mennesket dø på korset. For at skaffe os forløsning måtte det gamle liv destrueres fuldstændig og et helt nyt måtte skabes ved opstandelsen af de nu rensede enheder (krop og ånd), som dette liv bestod af.
Gennem opstandelsen på den tredje dag blev Kristus den anden Adam, en livgivende ånd (1. Korintherbrev 15,45). Da Kristus opstod fra de døde som et udødeligt væsen, der for evigt var forbundet med Gud, blev han en helt ny skabning. Han er nu for evigt i sandheden. Han er Guds førstefødte søn. Det vidunderlige budskab her er, at vi alle bliver Guds sønner og døtre gennem troen. Det er vores frelse. Der er ingen anden mulighed for mennesket. Dette ene nye liv er alt, hvad vi behøver! Hvis det gamle menneske accepterer det i tro, er det nye menneske en del af den guddommelige natur. Retfærdighed og håb findes kun i Kristus. Hans liv fører os tilbage til Guds nærvær.
Det nye menneske er uadskilleligt fra Gud. Selvbedrag er for altid udelukket i det nye liv. Dette skyldes forløsningen. Gud har gjort det sådan, at selvbedrag ikke længere er muligt. Skaberen har forenet sig uadskilleligt med mennesket. Gud har skabt fuldstændig klarhed for hele universet om, at der ikke er noget alternativ til Skaberen. Ingen ånd vil nogensinde igen være i stand til at bedrage sig selv angående sin identitet. Bedraget er blevet afsløret én gang for alle så alle væsener har set det. Forholdet mellem Skaber og skabning er absolut, det er uforanderligt, godt og rigtigt.
Gud tilbyder det nye liv, der er skabt ved Jesu opstandelse, til alle mennesker, så de kan tage imod det gennem tro. At modtage det nye liv gennem tro er løsningen på alle menneskelige problemer. Adskillelsen fra Gud, som begyndte med Adam og Eva ved syndefaldet, og som påvirker alle deres efterkommere, kan ikke ophæves ved menneskets egen indsats. Det er umuligt for os at vende tilbage til Gud, hvilket betyder, at vi skal dø. Den eneste udvej er at tage imod Jesu liv i tro.
For at blive frelst har vi brug for både hans jordiske liv og det nye liv, som han skabte, da han kom ud af graven som den anden Adam. For mig personligt betyder det tilgivelse af alle mine synder og adgang til et nyt liv, til hans liv, Jesu liv. Helligånden spiller en vigtig rolle i dette. Han kan gøre Jesu liv tilgængeligt for os gennem troen. Helligånden skal arbejde på hvert enkelt menneskes hjerte.
Spørgsmålet er: Hvordan kan mennesker anvende det nye liv, så det kan leve i frihed?