15. Arv og opdragelse - hvad er vores børn afhængige af?¶

Jeg har lært meget af også at undersøge og rådgive mange børn. Hvorfor har børn næser, der løber? Hvorfor får de nervøse tics?

Case 14

En familie kom til mig med deres 10-årige datter, fordi hun i fire år havde haft en meget mærkbar rømmen i halsen. Hverken fjernelse af polypper, psykologisk rådgivning eller alternative metoder havde hjulpet. Barnet gik nu i 3. klasse og rømmede sig hvert andet eller tredje minut. Klassekammeraterne grinede af det.

Når det gælder nervøse tics, er årsagen en specifik mangel på kærlighed, nemlig mangel på tryghed. Et barn har brug for 100% tryghed. Hvor får barnet denne tryghed fra? Fra forældrene. Efter, at jeg havde haft en intensiv samtale med forældrene, holdt hun få dage senere op med at rømme sig. Hvordan kunne det lade sig gøre? Sagen er den, at sygdomme ikke er andet end tegn på, at noget andet er galt. Da barnets ånd opfattede, at signalet om mangel på tryghed var blevet modtaget, og ånden vurderede problemet som løst, kunne pigen holde op med at rømme sig, og sygdommen forsvandt.

Hvordan fungerer et barn? Først lidt om dets udvikling: Barnet er skabt af to kønsceller. Den ene kommer fra moren og den anden fra faren. Disse celler mødes i et hulrum, æggelederen. I virkeligheden sker det ikke i moderens krop, men på den. De to kønsceller med et halvt sæt kromosomer smelter sammen. Da cellerne ikke kan gøre noget af sig selv, må der også være en ånd forbundet med dem, selv om denne ånd ikke kan ses. Halvdelen af barnet skabes ud fra morens genetiske information og den anden halvdel ud fra farens. Det gælder på et fysisk plan for cellerne og på et åndeligt plan for barnets ånd. Barnets ånd er dannet halvt af farens ånd og halvt af morens ånd.

Den sammensmeltede celle begynder at vokse, dele sig og bevæge sig ind i livmoderen. Hvem knytter sig til hvem? Ifølge naturens lov er det altid den, der har brug for noget, der knytter sig til den anden. Derfor er det barnet, der udvikler sig, som knytter sig til moren. Via navlestrengen og moderkagen, som er dele af barnets krop, knytter barnet sig til morens livmor for at ernære sig, dvs. for at tage. Den fysiske navlestreng har med kemien at gøre, næringen. Barnet er 100% afhængig af morens krop. Har det mulighed for at vælge kroppen? Nej, selvfølgelig har den ikke et valg. Hvad med moren? Er moren uafhængig, eller er hun også nødt til at tage fra et eller andet sted? Morens kilde til at få stillet sine behov er naturen. Moren spiser, hvad naturen giver, og barnet tager fra moren. Hvis moren drikker alkohol, bliver barnet også påvirket. Da moren er den eneste mulige kilde for barnet, bør hun være forsigtig med ikke at tage noget, der kan skade hendes barn.

Hvad med barnets mentale tilknytning? Tilknytning er lige så vigtig på et åndeligt plan som på et fysisk plan. Fra undfangelsesøjeblikket binder barnets ånd sig til morens ånd, selv før fosteret kommer ind i livmoren. Barnets ånd har ikke noget valg i denne sag. Den må tage imod og have tillid. Først da er barnets ånd i stand til at give igen. Ånden skal sætte gang i og kontrollere den elektriske strøm, som embryoet har brug for for at kunne leve og vokse. Barnets ånd tager fra morens ånd via en slags åndelig navlestreng og opbygger den lille krop i løbet af de første tre måneder. Efter denne fase fortsætter barnet med at vokse i lang tid, men ændrer sig ikke længere strukturelt.

Ånden styrer barnets udvikling og vækst i alle processer. Hvis moren oplever for meget stress i form af ufrie tanker, så samler barnets ånd ikke kroppen helt korrekt. Den kan derved komme til at mangle enkelte kropsdele eller vaskulære forbindelser. Derfor skal den vordende mor ikke kun vide, hvordan hun skal spise og drikke korrekt, men også hvordan og hvad hun skal tænke. Hvem kontrollerer morens tanker? Er der også en kilde til behov for hende, som hun tager fra? Hun må da også have tillid til nogen. Stoler hun på sin mand, eller stoler hun på sine egne forældre?

De fleste mennesker forbliver knyttet til deres mor resten af deres liv. En ældre patient sagde meget vredt til mig: "Min mand er nu 70 år, hans mor er over 90 år, og han lytter stadig til hende!" På grund af deres fortsatte tilknytning siger mange døende mennesker, når livet er lige ved at rinde ud, at de nu skal se deres mor.

Hvad sker der med barnet i livmoren? Barnet fødes efter 9 måneder. Fra dette tidspunkt binder det sig til yderligere behovskilder. Amning foregår i en vis periode, og derefter får barnet mindre eller slet ingen næring fra morens krop. Generelt skal kilden altid være større end den person, der har brug for noget. Så længe morens krop er stor nok til at give barnet fuld næring, er moren tilstrækkelig. Efter 9 måneder i livmoren er det ikke længere tilfældet. Fra fødslen trækker barnet vejret selv.

Hvori består afhængigheden på det åndelige plan? Hvorfor havde pigen i case 14 en nervøs rømmen i halsen? Skal årsagen findes hos barnet eller hos moren? Barnet har ikke noget valg. Det udtrykker en åndelig mangel via den nervøse tic. Det er mentalt bundet til moren og tager fra hende. Dette bånd kan demonstreres eksperimentelt. Man kan ikke se ånden, men man kan måle den elektriske strøm, den udløser. Hvis man måler morens og barnets hjernebølger samtidig, bliver barnets afhængighed ¹tydelig. Hver gang moren ændrer sin elektricitet, følger barnet efter inden for meget kort tid og ændrer også sin elektricitet. Forholdet mellem morens og barnets hjernebølger kan observeres over en vis afstand. Hvis afstanden bliver for stor, bliver den åndelige navlestreng dog afbrudt.

Hvor længe skal barnet bevare sin åndelige navlestreng til sin mor? Efter fødslen er barnet selvfølgelig ikke et færdigt menneske. Hvordan moren har det, er afgørende for dets udvikling og sundhed i de første år. Derfor bør mor og barn ikke være adskilt fra hinanden i de første syv år. Overalt i dyreverdenen, i hvert fald blandt pattedyr, forbliver mor og afkom sammen i en vis periode. Hos bjørne er det fx tre år. Kun rationelle mennesker giver nogle gange deres eget barn væk efter bare et par uger uden at indse, hvilken skade det gør på barnet.

På et åndeligt plan kan den tidlige adskillelse af barnet fra moren sammenlignes med, at en fisk tages op af vandet. Mange sygdomme har deres oprindelse i barndommen, selv om de først viser sig langt senere. Dette kan jeg sige på baggrund af mange observationer. Mine patienters problemer kommer ofte fra den tidlige fase i livet, fordi folk ikke har forstået barnets behov. Jeg ønsker ikke at give mødre, som ikke er eller var klar over dette, dårlig samvittighed. Alligevel vil jeg gerne beskrive tingene, som de virkelig er, da det er vigtigt for alle at erfare det.

Det tidspunkt kommer, hvor barnet ikke længere skal være mentalt knyttet til moren. Barnet må en dag ændre kilden, hvorfra det får dækket sine behov, fordi moren ikke længere er tilstrækkelig som kilde. Hvis moren ikke selv forstår, at hendes mand eller andre mennesker ikke er den rette kilde til at tilfredsstille hendes åndelige behov, hvordan skal hendes barn så kunne forstå det? Først når Skaberen bliver kilden i stedet for mennesker, vil de åndelige behov blive opfyldt på den rigtige måde. Ideelt set bør barnet være åndeligt bundet til Gud i en alder af 12 år. Det skal kun tage åndeligt fra Gud og ikke længere være afhængigt af sin mor eller andre mennesker. Hvis barnet var helt bundet til Gud fra dette tidspunkt, ville det være åndeligt uafhængigt. Ville det ikke være fantastisk? Moren ville have gjort alt det rigtige og kunne sætte barnet fri.

Når vi ser os omkring, opdager vi dog præcis det modsatte. De fleste mødre kan ikke give slip på deres børn. Mødre er ofte meget "kære" mødre. Når barnet bliver gift, vil nogle foretrække at flytte ind i et lille værelse ved siden af det nygifte pars soveværelse.

Fascinerende nok indså jeg at alle i bund og grund altid fortæller den samme historie. Fordi alt, hvad de oplever, fører tilbage til den samme årsag, den falske identitet. Barnet opfører sig også i overensstemmelse med sin medfødte falske identitet "Jeg er Gud." Det knytter sig også til andre mennesker end moren, fx faren, bedsteforældrene, søskende eller venner. Det binder sig i alle relationer med et eneste formål, nemlig at tage. Det absorberer alle ting som en svamp. Samtidig forbliver det fastlåst i den misforståelse, at andre mennesker skal elske det.

Barnet kræver at blive elsket. Børn forventer, at deres forældre elsker dem. Sygdom opstår, fordi dette behov ikke eller delvist opfyldes. Børn forventer at modtage kærlighed fra deres mor og far, men også fra bedstemor eller andre omsorgspersoner. Hvis barnet vokser op som kristent, tilføjes Gud ofte også som en, barnet kræver kærlighed fra. Dette krav til andre er baseret på, at man sætter sig selv højest "som Gud." Idet jeg lyttede til mange menneskers livshistorier, gik det op for mig, at alle i sidste ende tænker ens, og at alle ser sig selv som ophøjet over deres medmennesker.

Et spørgsmål forbliver ubesvaret: Hvorfor har vi alle den samme falske identitet? For at besvare dette spørgsmål, skal vi se på arveloven. Alt, hvad vi er, er utvivlsomt nedarvet. Hvor kommer "livet" fra, og hvor kommer alle mennesker på jorden fra? Nyt liv kan kun opstå ud af eksisterende liv. Da vi er levende, kan vi kun nedstamme fra noget levende. Det gælder selvfølgelig også vores forældre, bedsteforældre osv. Hvor kommer alle mennesker fra? Vi er alle én art og har alle den samme struktur. Alle menneskers funktioner og grundlæggende behov er identiske. Derudover har vi det åndelige fællestræk, som allerede er beskrevet: Vi er alle underlagt den samme misforståelse om en falsk identitet.

Der lever over 8 milliarder mennesker på planeten i dag. Hvor er oprindelsen, hvis vi går generationer tilbage?

Turk, E., Vroomen, J., Fonken, Y., Levy, J., van den Heuvel, M. (2022): In sync with your child: The potential of parent-child electroencephalography in developmental research. Wiley. Developmental Psychobiology, Special Issue, 1-16. ↩